Hvad er PPC (Pay-Per-Click)?

Oprettet den 25. maj 2009 af i Kom i gang

Google Adwords er en såkaldt Pay-Per-Click (PPC) annoncemedie. Og hvad betyder det så? PPC anvendes især på søgemaskiner, annoncenetværk og indholdssider (som blogs), hvor annoncøren kun betaler, når der klikkes på deres annonce. På søgemaskinerne byder annoncørerne typisk på forskellige søgetermer, der er relevante for deres markeder og produkter efter en eller anden auktionsmodel. På almindelige websites betaler man typisk en fast pris pr. klik.

Søgemaskiner, som anvender PPC, viser annoncer når et søgeord matcher en annoncørs søgeordsliste. Søger man f.eks. på Google efter ‘vin’ og der er en eller flere annoncører, der har budt på søgeordet ‘vin’, ja så vises deres annoncer. Er det på en indholdsside dukker en annonce op, der matcher indholdet på siden. Disse annoncer kaldes ofte for “sponsorerede links”. 

Der findes faktisk et stort antal leverandører af Pay-Per-Click systemer og netværk, men det mest kendte er naturligvis Google Adwords efterfulgt af Yahoo Search Marketing og Microsoft adCenter. Disse tre opererer alle med en form for auktionssystem, hvor man byder på de enkelte søgeord. Den pris man betaler pr. klik afhænger derfor i stor grad af konkurrencen på de enkelte søgeord.

Er der ingen konkurrence på et givent søgeord, er det naturligvis ganske billigt at byde på. Er konkurrencen derimod stor, fastsættes placeringen af ens annonce efter forskellige auktionsmodeller. I Google Adwords afhænger placeringen dels af den pris man er villig til at betale pr. klik og dels af det begreb, som Google kalder Quality Score. Quality Score er et udtryk for ens annonces relevans i forhold til søgeordet, klikraten på annoncen (Click-Through-Rate CTR) og kvaliteten og relevansen af den landingsside, brugeren lander på.

Så annoncører, der har en høj Quality Score, slipper billigere i klikpris, end annoncører, der har en lav Quality Score. Google belønner med andre ord høj kvalitet hos annoncøren.

Jeg vil komme ind på flere af de nævnte begreber i senere artikler her på bloggen.

Tags: ,

Giv en Kommentar