5 tips til bedre Adwords annoncer

Oprettet den 31. aug 2009 af Jan i Tips

Hvis du synes det er svært at begrænse dig til 140 tegn på Twitter, ja så er det endnu sværere på Google Adwords, når du skal skrive en annonce. I en Adwords annonce har du kun i alt 95 tegn til rådighed og de skal endda fordeles over 3 linier. Denne begrænsning af antal tegn er blot én af flere udfordringer, du vil blive konfronteret med, når du skriver dine Google annoncer.

Du er også nødt til at skrive teksten på en anden måde end normale reklametekster. Indholdsbestemte annoncer som Google Adwords er nemlig ikke en enkeltstående annonce, som f.eks. en rubrikannonce i en avis eller online. En Adwords annonce er derimod forbindelsen mellem søgeordet eller søgesætningen og din websites landingpage.

Så selvom du måske har nogle vidunderlige ting at sige om dine produkter eller serviceydelser, så er adwords annoncen ikke stedet for dit seneste salgsslogan på 95 tegn. Det eneste formål for annoncen er at matche brugerens intention med søgningen og derefter flytte den pågældende person til din landingpage med et klik.

Så hvordan skriver man en annoncetekst, der lever op til det? Her kommer 5 tips til bedre Adwords annoncer:

1. Søgeord i overskriften

Når en kunde søger i Google efter ”senseo kaffemaskine” og præsenteres for en side med søgeresultater, kan du være sikker på, at hun allerede er forudindstillet til at genkende ordene “senseo kaffemaskine.” Forenklet sagt har kunden meddelt den nøjagtige sætning, hun vil have resultater for og derfor bør du altid inkludere søgeordene i overskriften.

2. Gør din overskrift relevant og overbevisende

Overskriften er den vigtigste del af en adwords annonce. Hvis overskriften ikke virker, bliver annoncen ikke læst og så er der ingen, der klikker på den. Du har kun 25 tegn at arbejde med, så at skrive den rigtige overskrift er en hård opgave. I vores eksempel med “senseo kaffemaskine” fylder den 19 tegn og så har du kun seks tegn tilbage.

Så her er en konflikt mellem at inkludere søgeordene og samtidigt sige noget overbevisende og engagerende.

3. Brug korte ord

I de tilfælde hvor du bruger et langt ord, er der som regel et ord, der er kortere. og som du med fordel kan anvende i stedet. En “automobilforhandler” er en “bilhandler”. En “foræring” er en “gave”.

Uanset om det er overskriften på 25 tegn eller en af de to linier i selve teksten på 35 tegn hver, tæller hvert bogstav. Så brugen af korte ord kan give dig to eller tre ekstra ord at arbejde med.

4. Vær relevant og specifik

Din annonce bliver vist på en side med masser af søgeresultater og den konkurrerer med både de organiske resultater og de øvrige Adwords annoncer. Så hvis din annonce mere eller mindre siger det samme som alle de andre annoncer på siden “opdages” den ikke og din chance for at folk klikker på den er minimal.

En måde at skille sig ud er at være yderst relevant og meget specifik. Du skal ikke sælge “kajakker” men “5 m havkajakker”. Du sælger ikke “italiensk vin” men “Barolo 2004″.

Jo mere specifik og relevant du er, jo mere opmærksomhed vil du få fra folk, der virkelig ønsker at købe.

5. Skab sammenhæng og test

Din Adwords annonce skal ses i en sammenhæng. På den ene side hænger den sammen med dine valgte søgeord og på den anden side skal den passe sammen med din landingpage. Men det er ikke altid til at sige, hvad der virker på forhånd. Derfor bør du teste med flere variationer af din annoncetekst. Du kan f.eks. teste:

Hård salgstekst mod en blød salgstekst.
Fornuftigt mod provokerende.
Et positivt budskab mod et negativt.

Lad testen afgøre hvad der virker. Det er ikke altid den annoncetekst, man selv bedst synes om.

Følger du disse 5 gode tips til bedre Adwords annoncer vil du forbedre din effektivitet markant og bliver du ved med at teste finder du hurtigt ud af, hvilke annoncer der konverterer bedst fra klik til salg.

Tags:

Giv en Kommentar